Corpus > Arkiv > Marts 2010 > Månedens CSS'er

Vi er den grådige generation

Tekst Nanna Bohmann (statskundskabsstuderende)

På trods af sine beskedne 23 år er Mikkel Rosengaard netop debuteret som forfatter med bogen »Videre« om 3 unge fyres liv på et nordsjællandsk gymnasium i slutningen af 00´erne. Bogen er blevet til samtidig med hans studier på statskundskab, og selvom han ikke mener, den skal ses som en samfundskritik, er han alligevel klar med en skarp karakteristik af generationen, der voksede op i ly af 1990´ernes optimisme.

Jeg møder Mikkel neden for trappen, som leder op til vores lille redaktionslokale klemt inde mellem to etager over Kommunen. På vej op taler han begejstret om de mange kringelkroge, man kan finde på CSS, mens jeg tænker mere på den tykke cigaretrøg, der siver ud fra festudvalgets lokale, der er placeret lige over for vores.

Indenfor skynder jeg mig at lukke døren bag os. Her er nok mindre sjovt end hos festudvalget, men man kan da trække vejret, og jeg kan koncentrere mig om at finde ud af mere om månedens CSS’er.
Han ligner enhver anden studerende. Jeg havde måske håbet, at han, efter at have taget en bachelor i statskundskab sideløbende med at han skrev en bog, ville se mere træt ud. Men nej, Mikkel ser nærmere ud som han lige er vendt hjem fra et sted, hvor solen skinner væsentligt mere end her i København.
Og allerede inden jeg får sat mig ned ved vores bord og tændt min lille optagerdims, har han fisket sin netop udkomne bog op af tasken, lagt den foran mig og er begyndt at snakke.

Man skriver jo om virkeligheden

På spørgsmålet om hvordan han har fundet tiden til både at skrive en bog og læse på universitetet, forklarer han, at han gerne skriver hver aften mellem ti og to om natten. Man møder jo ikke så tidligt på statskundskab siger han, da han ser min benovelse over hans stramme skema. For mig lyder det nu alligevel temmelig hardcore, og jeg forestiller mig, at han i stedet har ofret alle byture og socialt liv på studiet for at få tiden til at slå til.
Det står dog hurtigt klart, at heller ikke det er tilfældet. Mikkel er helt inde i hvad der foregår rundt om i Københavns natteliv, og da jeg vender hans bog om, er der da også et billede af ham i færd med at tømme en dåseøl til en fest et sted. »Man skal jo have noget virkelighed at skrive om« forklarer han. Jo tak, men søvn er nu også at foretrække, tænker jeg for mig selv og føler mig lidt gammel.

Samfundskritik

For mange lyder det at være statskundskabsbureaukrat og forfatter nok som en umage kombination, og jeg troede da også at »Videre«, trods dens pastelfarvede forside med cool unge mennesker på, måtte være en samfundskritisk roman.
Og selvom Mikkel ikke selv mener, at hans bog er en egentlig samfundskritik, er det klart, at han har meget, han gerne vil sige med sit netop påbegyndte forfatterskab. Han taler hurtigt og selvsikkert:
»Bogen siger noget om den rastløshed vi i vores generation føler, alle de muligheder vi står over for. Der er en grådighed i vores generation. Man vil nå alt, og hver gang man har opnået et eller andet, vil man videre. Det stopper aldrig«.
Det leder mine tanker hen på de mange mavesure beskrivelser af vores generation, som jeg har lagt ører til i utallige dansktimer i gymnasiet.
Men Mikkel forsikrer mig om, at det slet ikke er hans ærinde. Som han sidder der og taler om sine rejser, sine byture og sine mange planer for fremtiden, er han jo indbegrebet af den generation han beskriver. Og han ser ikke vores grådighed som en negativ ting. Han kalder det også en sult på livet eller en sult efter at suge til sig af oplevelser og erfaringer. Og det er jo fantastisk at have alle de muligheder vi har, understreger han flere gange.
Han mener vores selvsikkerhed på livet skyldes vores opvækst i 1990´erne, hvor verden for en kort stund stod uden fundamentale trusler. Der var ingen fare for atomkrig eller terrorangreb, men derimod fred og fremskridt. Det, kombineret med økonomisk vækst, gjorde, at vi voksede op med fornemmelsen af at vi kunne gøre hvad vi ville, forklarer han.
For mens vores forældres generation har kæmpet sig til materielle goder, har vi nu mulighed for at fokusere på andre ting. Hvor forældre tidligere ønskede at deres børn uddannede sig til noget bestemt, går de fleste forældre i dag kun op om deres børn nu er lykkelige, siger han, og fortsætter: »det kan så godt være, at det lægger et pres på os, for det er også svært at være lykkelig, men jeg ville da ikke bytte«. 

Jagten på prestige

Mange forveksler vores tilgang til livet med egoisme, men vi er ikke mere egoistiske end vores forældre, hvis man spørger Mikkel. For selvom der godt kan være en bagside ved hele tiden at være grådig efter oplevelser, skal man ikke mistolke det til, at vi nu er mere selvcentrerede end tidligere generationer, understreger han.
Vores forældres generation var lige så egoistiske. Det handlede bare om nogle andre ting. Mens vi jagter oplevelser, jagtede vores forældre penge. For dem gav penge prestige, mens det for vores generation handler om at skille sig ud gennem de ting man gør. Det handler om at opleve så meget som muligt, det handler om at kende til steder i byen, som andre ikke gør, det handler om at gøre noget specielt. Det giver prestige at have oplevet noget. At tjene penge er ikke vigtigt for os, slutter han.

Nedtur?

Mikkel taler gennem hele interviewet overbevisende for en positiv karakteristik af vores generation, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at jeg her sidder over for en, som har overskud til at skrive en bog sideløbende med kedelige metodefag og mikroøkonomi. Han forventer tydeligvis meget af sit liv, og så er der jo den risiko at man bliver skuffet, når tingene ikke går hurtigt eller godt nok.
Da jeg spørger ind til det, tøver han et øjeblik og kigger sig rundt i lokalet. Det virker ikke til, at det er noget, han har tænkt særligt over.
Han kan godt se, at vi er en privilegeret gruppe her på CSS med vore lange uddannelser og gode studiejobs, og han ser også en tendens til, at vi allerede nu tror, at vi er toppen af verden, eller at vi i hvert fald forventer at blive det.
Men han er også overbevist om, at vi ikke er sådan nogle, der bare sætter os ned og giver op, hvis vi kommer i modvind.
Denne del af samtalen forbliver dog lidt hypotetisk. For som han selv konkluderer efter en kort tænkepause:
»Det er da muligt at jeg bliver skuffet på et eller andet tidspunkt i mit liv. Jeg har jo nærmest ikke oplevet et eneste nederlag endnu«. Og han ser ærlig talt ikke ud som om, han selv tror, det kommer til at ske.

Efter Mikkel er forsvundet ud af vores lille lokale og ud i cigarettågerne på trappen, kan jeg ikke lade være med at smile lidt. Hvis han ellers har ret i sin karakteristik af vores generation, er der ikke så meget at være bange for. Så skal vi nok overleve alverdens kriser, og vi vil endda komme ud på den anden side med hovedet højt.
Det lyder måske lidt naivt, men når man lige har tilbragt en times tid sammen med Mikkel, virker det overbevisende. Så håber jeg bare, at han har ret.

BLÅ BOG

Mikkel Rosengaard er født
i 1987 i Helsingør.

Sproglig student fra
Espergærde Gymnasium, 2006.

Studerer statskundskab ved
Københavns Universitet
på 6. semester.

Når bacheloren er skrevet, går turen til Manifesta Biennalen i Murcia, Spanien, hvor han skal hjælpe til med  et kunstprojekt.

»VIDERE«

Med ungdomsromanen »Videre« debuterer Mikkel Rosengaard som forfatter. Han fortæller om sin bog: »Den er inspireret af gymnasielivet og af teenage-energi og teenage-tungsind og alle mulighederne, der gør det så fandens svært at vælge og koncentrere sig, om nogen eller noget, i mere end et par dage. Den er inspireret af min generations økonomi: Her handler det ikke om penge eller stilling. Her er det dine oplevelser, der giver dig prestige. Har du haft en trekant, er du blevet arresteret med coke i lommen på Copacabana, har du været på den hemmelige natklub i Kreuzberg?«.